+4586476152
Dalbyovervej 40,
Gjerlev 8983, Danmark

Vores historie

Det hele begyndte tilbage i 1992, hvor Martin Lykke momsregistrerede et fælles lille firma sammen med en god skolekammerat, Niels Aage Nørager. Firmanavnet blev Nima I/S. Dengang var hovedbeskæftigelsen halmpresning og netpakkemaskiner til juletræer. Med tiden blev der opført en grisestald, og den skulle sidenhen blive startskuddet til LykkeSmeden. Stalden og grisene købte Niels Aage og Martins andel blev brugt til at opkøbe en maskinforretning.

Således kom LykkeSmeden A/S til i august 1998, og fik til at begynde med adresse på Dalbyovervej 7 i nogle mindre lokaler, der havde huset en gammel landbrugssmedje. Martin Lykke, som var udlært landbrugsmaskinmekaniker, startede op med én ansat, men der kom hurtigt flere hænder til.

I 2007 blev der bygget et halmhus på Dalbyovervej 40, og i takt med at der kom gang i forretningen, blev der udvidet ad flere omgange. Halmhuset blev med tiden til kontor og værksted og i 2011 kunne LykkeSmeden flytte hjem til Dalbyovervej 40, som også er privatadressen.

Udviklingen har fortsat og i 2020 startede opbygningen af ny maskinhal til brugte maskiner.

I 2021 beskæftiger LykkeSmeden A/S alt i alt 17 medarbejdere inklusive Martin og hustruen Pia. Omsætningen er med tiden steget til i dag at runde ca. kr. 100. mio. årligt baseret på typisk dansk maskinhandel.

Sideløbende med LykkeSmeden har vi fortsat selskaberne, der startede det hele – Nima I/S og Nima Halm ApS. Her beskæftiger vi os med formidling, håndtering og salg af op mod 25.000 tons halm på årsplan. Primært salg til varmeværker samt egenproduktion af halmpiller til biogasanlæg og strøelse.

LykkeSmeden er i dag forhandler af New Holland, Lemken, Giant og Joskin og har derudover en egenproduktion af river og kærretræk til halmvogne. Der forhandles også Honda samt mange andre af de produkter, kunderne efterspørger.

LykkeSmeden A/S finder du i dag på Dalbyovervej 40 i Øster Tørslev ved Gjerlev J.