Hos Bejstrup Maskinforretning oplever de blandt deres kunder, en stigende efterspørgsel for online-handel. Derfor er man hos den nordjyske maskinforretning glade for, at de for nyligt har fået deres varer på Maykers.dk, da det både styrker den digitale del af forretningen og samtidig giver kunderne en bedre købsoplevelse og større fleksibilitet.
De senere år er et utal af digitale værktøjer skyllet ind over landbruget, og giver landmanden nye muligheder for at effektivisere og optimere arbejdsgange. Online-handel gør det tilsvarende nemt og effektivt for landmanden at handle sine kerneprodukter til produktionen på en tidsbesparende måde. Det er også en tendens, de har set hos Bejstrup Maskinforretning, der ligger i Fjerritslev i Nordjylland.
”Landmanden bliver mere og mere digital i den måde han begår sig på, og det samme gælder den måde, han handler på. Derfor ved vi godt, at vi skal følge tendensen, hvis vi fortsat skal være attraktive for vores kunder, ” fortæller Bo Pedersen, der er lager- og butikschef hos Bejstrup Maskinforretning.
Netop derfor mener den nordjyske virksomhed også, at det var en utrolig spændende mulighed der opstod, da Kramp Danmark tilbød at tage dem med på den nye digitale rejse på online-handelsplatformen, der for fremtiden skal styrke den digitale del af maskinforretningen.
”En stor del af vores salg af reservedele forgår online, derfor er det også vigtigt, at vi er til stede på en platform, der i højere grad tilgodeser landmandens behov,” forklarer Bo Pedersen.
Det er virksomheden Kramp Danmark, der i samarbejde med Maykers.dk, har udarbejdet en digital løsning til virksomhedens partnere. Formålet med den nye løsning er, at det skal være nemmere for virksomheder ligesom Bejstrup Maskinforretning at sælge deres varer online, uden det tager alt tiden fra deres fysiske forretning.
”Det er vigtigt for os, at vi sammen med vores mange samarbejdspartnere følger med tiden. Netop derfor var det på tide, at vi i samarbejde med Maykers.dk, fik skabt en brugervenlig og tidssvarende løsning - for både forhandlere og kunder,” fortæller Jesper Paulsen, salgschef for Kramp Danmark.